onsdag den 19. juni 2013

Sol, vind, regn og bølger

Det var svært at få rovennerne med på vandet i dag, som udgangspunkt var det kun Jakob og jeg, der var klar til onsdagsturen , men så meldte Benny, Erik, Jan og Arne sig også klar til at tage med. Vejrudsigten havde nok en stor del af skylden, men onsdagsturen har efterhånden fået høj status. Jakob og Erik satte ud fra Sølager Mole og Jan, Benny, Arne og jeg satte ud fra stranden ved Kulhuse, og så var det planen, at vi skulle ro til Sølager og være klar dér, men der var nogle, som kom lidt sent, så Jakob og Erik kom til Kulhuse, og så roede vi mod Lynæs på en næsten blank fjord, først da vi kom til Hundested Havn, fik vi problemer med de refleksbølger, der næsten altid er her. Fra indsejlingen til den gamle havn var der atter blankt vand at ro på. Vejret var fantastisk, så vi nød turen til Kikhavn, Nøddebohuse og Liseleje, hvor vi lagde ind for at holde frokostpause, et ualmindelig dejligt sted i læ under skrænterne.

Skrænterne mellem Hundested og Kikhavn.

Benny præsenterede sin nyeste investering i form af en sammenklappelig stol, som vi alle skulle prøve - en fantastisk stol, som kan pakkes sammen, så den ikke fylder mere end en termoflaske.

Afprøvnin g af Bennys nye kajakstol.

Jeg havde kage med til kaffen, men der blev kun til et lille stykke til hver, da der officielt kun var tre tilmeldte til turen. Efter frokostpausen kom vi hurtigt i kajakkerne igen og fortsatte helt hen til Liseleje, hvor tankerne gik tilbage til den 13. marts, hvor vi sad inde på stenene i snevejr og spiste frokost, men i dag var det stadig meget flot vejr.


Vi vendte og roede tilbage mod Kulhuse i let medvind og stadig masser af sol og godt vejr, men himlen så noget faretruende ud, og vi kunne mærke, at det blæste op. Da vi skulle forbi Hundested Havn, var der omkring 6 m/s vind lige mod os, så vi fik vores sag for med bølger og vind, ja det blæste mere og mere op helt frem til Sølager samtidig med, at det også begyndte at regne. Vi holdt os inde under bakkerne, da en coaster lige skulle forbi, inden vi kunne krydse over til Kulhuse. Ved Kulhuse tog vinden af, eller også var der bare lidt mere læ, og da vi skulle klæde om og have det våde tøj af, kom der både torden og lyn samtidig med, at det regnede ret kraftigt.

Og så kom rgenen, men vinden kan ikke komme med på billedet.

En af de absolut bedste kajakture ved Isefjorden sluttede både vådt og blæsende med en tordenbyge lige over os. Jeg fik testet min skadede skulder. Det er første gang i et helt år, at jeg ror over 22 kilometer over en dag, skulderen holdt, men ikke uden problemer.

Turen.
Deltagere: Jakob, Benny, Arne, Erik, Jan og jeg.
Turens længde: 29, 5 kilometer.
Vejret: Frem til klokken 14.30 en del sol og svag vind fra sydøst ca. 4 m/s. Fra 14.30 blæste det op til 6 - 8 m/s fra syd regn med lyn og torden og vindstød op mod 14 m/s.
Temperaturer: Der var lovet op mod 30 grader, men det blev kun til ca. 20 grader, mens vandet er oppe på 19 - 20 grader.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar