onsdag den 3. april 2013

Næsten sommerligt.

Onsdagsturen er stadig henlagt til Isefjorden, da er der stadig meget is i Roskilde Fjord, og så kommer vinden fra øst for tiden. Det vil sige, at det er stadig vinter ovre i Roskilde Fjord, men også når jeg kigger på termometret, som målte ned til minus seks grader i nat. Da der var meldt sol fra en næsten skyfri himmel, satte Torben, Jakob, Benny, Erik, Palle, Peter, Troels og jeg ud fra Vellerup Vig og roede til Bramsnæs, hvor vi lagde ind til draget for at nyde frokosten i læ og fuld sol. Troels var med for første gang, så det blev en rigtig fin debut i dette fantastiske forårsvejr. Kysten er dog stadig lidt vinterkedelig i farverne, men der er mange tegn på, at det grønne er på vej. Vi skal bare have lidt tålmodighed, men det er lidt svært, når den kølige tid trækker ud i det omfang, vi har være belastet af i marts.


Da vi sad og spiste, målte Jakob 15 grader på termometret i ly for vinden, så det var helt sommerligt. Det betød også, at frokostpausen blev lidt længere, end den plejer. Torben og Troels havde kage med, så vi nød det fine vejr og kagen til kaffen. Efter frokostpausen satte vi os tilbage i kajakkerne og roede tilbage til Vellerup Vig. Der var mange ude at gå tur i det flotte vejr. Det var som om, vi kunne se udtrykket i deres ansigter - bare det var mig, der sad i en af disse kajakker. Tilbage i Vellerup Vig skulle vi lige teste den is, der var tilbage, og måtte konstatere, at den er tyk og sej, så den forsvinder ikke de første dage, selv om vejret nemt kan smelte nyisen om morgenen.

Jakob i isen.
Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Benny, Erik, Palle, Peter, Troels og jeg.
Turens længde: 16,1 kilometer.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar