onsdag den 13. marts 2013

I sne og slud skal kajakken ud.

I dag fik vi en påmindelse om, at vinteren ikke er slut endnu. Sidste onsdag var rigtig forårsvejr og i dag var det rigtig koldt vintervejr. De sidste dages frost har betydet, at fjordene er ved at være frosset til igen, så der var muligheder for onsdagsroning i Øresund og ved Nordkysten, så Jakob, Jens og jeg besluttede at det skulle være fra Tisvildeleje. Vi satte ud fra stranden og roede mod Liseleje langs den smukkeste vinterkyst, der kan tænkes. Sneen lå uberørt og krid hvid inde på klitterne, hvor der blot er 3 måneder til, at stranden er fyldt op med mennesker, der ligger og nyder sommersolen, men lige nu er det altså vinter - rigtig vinter med minusgrader, sne og kold vind. Vi prøvede at lægge ind til stranden ved molen i Liseleje, men der var for mange sten, da der også var en del dønninger, ville det måske gå lidt hårdt ud over kajakken at komme i land, så vi roede videre til den første kystbeskyttelse, hvor der var sand og ingen dønninger. Der var til gengæld heller ikke læ til frokosten, så det blev en kold anretning i snevejr.

Kold anretning med kaffe og kage ved Liseleje.

Det var nok en af de korteste frokostpauser, vi har holdt meget længe. Vibeke havde bagt kage, som vi nød til den varme kaffe. Vi var hurtigt tilbage i kajakkerne, hvor der trods alt mere lunt og rart at være, så vi roede langs kysten tilbage til Tisvildeleje i rygvind og en gang imellem også med lidt blå himmel, men ikke så solen også kunne fornemmes. Tilbage ved bilerne skulle vi da lige sige farvel til vinteren med en kop kaffe med Vibekes kage til. Det blev en rigtig god vintertur.

Turen.
Deltagerne: Jakob, Jens og jeg.
Turens længde: 16,2 kilometer.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar